Stop. Hvad sker der lige nu?

Jeg ved det godt. Det er meget længe siden, jeg sidst har udsendt et nyhedsbrev. Beklager overfor alle jer, som gerne vil følge med i, hvad der sker i forhold til mine kurser og events mv. Også på min Facebook-side har der været stille siden foråret. Nu er folk begyndt at spørge, om jeg er gået på pension, er gået i tilbagetrækning eller andet.

Der plejer også at være et stort antal events, både forår og efterår - men hvorfor er der nu ikke andet end et par events hele efteråret? Hvorfor er begge de to planlagte ELP/mentorforløb på Drueholm i 2018 aflyst?... eller rettere udskudt til næste år? Ja. Det er, hvad det er. Og forklaringen:

Jeg tager såmænd bare min egen medicin.

Sommetider opfordrer jeg mennesker at stoppe op og evaluere deres liv for at finde ud af,

om det de gør, stadig giver mening

om det er i overensstemmelse med deres følelse af formål eller kald

om det er tid til et kursskifte, eller om det er tid til helt at stoppe med det, de har gjort hidtil.

Det kan være en rigtig konfronterende men altid en god og meningsfuld proces. Så det er bare, hvad jeg selv har gjort det sidste halve års tid. Givet mig selv en pause, revideret mit eget virke osv.

Det har også givet mig mulighed for at genoptage den visionære ledelse af ID Academy, som jeg ellers har holdt et par års pause fra.

Men også i mit personlige liv er der sket store forandringer. Den 11. august blev jeg gift med min skønne Dorthe Leonora, som jeg har været kæreste med siden juli 2017.

Efter et par år som single løb jeg ind i denne super-skønne kvinde, som nu er ved min side både i det personlige liv og i min fremtidige kursusvirksomhed.

Så alt er godt! Nu skal jeg bare i gang igen. Jeg fortsætter efter grundig refleksion og fordybelse mine aktiviteter. Der kommer en hel del helt nye tiltag. Mere om dem i det næste nyhedsbrev.

Foreløbigt er der lige de sidste to ‘Ind i essensen’-aftenworkshops tilbage

Jeg har turneret land og rige rundt med ‘Ind i essensen’ i de sidste tre år for fulde huse. Her stopper legen, mens den er god.

Tirsdag den 25. september (i aften) kommer jeg til Odense og holder den næstsidste event af slagsen. Se mere her.

Og tirsdag den 9. Oktober afholder jeg den absolut sidste ‘Ind i essensen’-aftenworkshop i Teosofisk forening i København. Se mere her.

I november afholder jeg et af de efterhånden legendariske ‘Selvindsigt-retreats på det smukke Drueholm mellem Køge og Ringsted, og så sker der ikke mere i år. Se mere her.

Hvad der kommer til at ske næste år, er for størstedelens vedkommende stadig lidt en hemmelighed. Men mere om det næste gang.