Min kæreste fylder mig ikke med kærlighed :(

Billede - Blog - Skal min kæreste fylde mig op med kærlighed - citat - 800x340.png

Men skal din kæreste nu også det?

Mit korte svar er: Nej...

At tro, at vores kæreste kan fylde os med kærlighed, svarer til at tænde fjernsynet, slå over på Spise med Price, og tro at vi bliver mætte af det.

Her følger argumentet...

...I det øjeblik vi bliver født, er vi det mest rene individ vi kan være. Vi er, det vi på ID Academy betegner som, "i vores essens".

Vi lever ud fra vores inderste væren. Den vi virkelig er.

Når vi bliver født med vores essens, så bliver vi ifølge Ole, også født med den reneste form for kærlighed over at være til.*

Kig ind i øjnene på en nyfødt og du ser ren kærlighed... gør du ikke?

Min påstand er, at når det lille barn er mæt og tilfreds, så lever barnet i sin egen essens af lykke og kærlighed. Uhhh ja, verden er et dejligt sted.

Så sker der dog det, at barnet bliver sulten, skal have skiftet ble eller får det dårligt.

Og når det sker, så kommer mor eller far og sørger for, at barnet igen får det godt og igen bliver fyldt af sin indre kærlighed og vender tilbage til sin essens-tilstand.

Men hvad tror du der sker, når dette bliver gentaget, igen og igen, dag efter dag?

Ja, så begynder barnet at forbinde sin egen indre opfyldelse af kærlighed med mor og far.

Barnet får derfor tidligt en idé om, at det han eller hun har brug for, for at være fyldt op med kærlighed, det kommer udefra.

Barnets tidlige hjerne lægger 1 og 1 sammen... og får kærlighed.

Når jeg føler sådan, så får jeg dette (af mor og far) og så mærker jeg kærlighed inde i mig selv.

Nu er det dog sådan at barnet vokser, bliver ældre og nærmere sig teenage-alderen.

I denne alder begynder det at blive pinligt, hvis vi stadig søger kærligheden opfyldt hos mor.

Så vi bevæger os væk fra mors skørter…

Men hov… Nu mangler jeg pludselig mor til at give mig al det, som igennem hele livet, har givet mig den følelse af kærlighed.

Så vi projicerer – skyder ansvaret for at fylde os op med den indre lykke – over på andre mennesker.

Og i sidste ende på den kæreste vi vælger.

Stakkels den kæreste der skal erstatte vores mor. Gøre al det som vores mor altid har gjort.

Men selvfølgelig skal hun da tilsidesætte sin indre essens-tilstand for mig… eller hvad?

Det mener jeg imidlertid ikke og så vender vi tilbage til:

...At tro, at vores kæreste kan fylde os med kærlighed, svarer til at tænde fjernsynet, slå over på Spise med Price, og tro at vi bliver mætte af det.

En kæreste kan give os den følelse af kærlighed i små bidder. Det bliver dog aldrig vores kærestes opgave at fylde os op med indre kærlighed, lyksalighed og glæde.

Det er altså en opgave vi skal tage på os selv!

Det er ligesom andre egenskaber vi lærer som små, fx at gå og tale. Mor og far hjælper os med at lære, og gør os derved klar til resten af livet.

Men herfra skal vi kunne tage os af os selv.

Vi har alle den essens-tilstand, som vi blev født ind i og vi kan finde tilbage til den.